Har du mod på at udfordre borgmesteren? Så har du muligheden den 4. marts kl. 13.00 i Humlebæk Centret, hvor sundhedsbussen indleder sæsonen med sin første tur efter vinteren. Med i bussen vil være borgmester Thomas Lykke Pedersen.
”Alle taler sundhed i de her dage. Problemet er, at det er de sunde der taler om sundhed, og de der forvejen lever sundt, der går hyppigt til læge. Det er meget udmærket, men måske ikke strengt nødvendigt. Alt for sjældent er det de udsatte, der går til sundhedstjek. Med sundhedsbussen gør vi det, som vi ved virker. Nemlig at komme til den enkelte, frem for at han eller hun skal komme til os. På den måde håber vi på, at den kan være med til at mindske forskellene i levealder og sundhedstilstand, og de foreløbige erfaringer er heldigvis gode”, udtaler borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Sundhedsbussen blev indført i 2008. Den kører efter fast ruteplan i kommunens fire bysamfund, og er et gratis tilbud for alle kommunens borgere. Du kan bl.a. få tjekket dit kondital, kolesteroltal, blodsukker, blodtryk og få råd og vejledning fra bussens faste stab af sundhedsmedarbejdere. Det er naturligvis helt anonymt.
”Sundhedsbussen har været en rigtig succes. Rigtig mange borgere har besøgt den i den første tid. Men vi mænd skal til at oppe os lidt, da vi kun udgør 1/3 af de besøgende. Det håber jeg, at det kommende år kan lave lidt om på. Når alt kommer til alt er det os mænd, der har størst behov for at gøre noget ved vores levealder” udtaler formand for Social- og Sundhedsudvalget Hans Nissen
Hele bussens køreplan kan ses på kommunens hjemmeside. www.fredensborg.dk/borgerservice/sundhed+for+alle